Projekt:
NICE LIVE 2018
NICE Project (Horesta, Wonderful Copenhagen, HK, CPH Business, RUC, Dansk Erhverv, 3F)
Baggrund
NICE Project er et innovationsprojekt, der har eksisteret siden 2013. NICE står for New Innovative Customer Experiences. Projektet har udviklet sig fra at være et pilotprojekt, med fokus på innovation af service- og kundeoplevelser i Region Hovedstaden til et nu landsdækkende projekt. Ved hjælp af forskelligartede metoder, samt en stærk mission om at blive skarpere på service og oplevelser, ønsker NICE at forbedre kundeoplevelsen og inspirere til en mere nærværende tilgang til service – Og i processen gøre Danmark mere attraktiv for internationale besøgende.
Som en manifestation af de resultater og erfaringer, NICE Project har opnået, blev Crone & Co. inviteret til at byde ind med koncept og planlægning af endagskonferencen NICE LIVE 2018. Dagen havde det primære formål at samle op og videregive projektets resultater således, at deltagerne på egen hånd vil tage NICE-tankegangen til sig og motiveres til at arbejde videre med det på egen hånd.
Løsning
Et af de store ønsker fra NICE Project var at skabe en konference, hvor NICE-tankegangen var gennemgående. Frem for en traditionel konference var ønsket, at viden og læring blev sat i spil så deltagerne havde mulighed for at afprøve på egen hånd – dette kom til udtryk ved at bryde det traditionelle konferenceformat og gøre dagen til en mini festival. Et andet vigtigt fokus var at gøre pauserne mindst lige så centrale som det faglige program, hvilket bl.a. kom til udtryk ved musik og underholdning der understøttede festivalstemningen. Hele dagen skulle have en rød tråd og naturligt flow var afgørende – For eksempel fulgtes gæsterne rundt mellem sessioner og festivalplads af en saxofonist.
Konceptet, som Crone & Co udviklede til NICE LIVE 2018, gik på en ”anderledes festivaloplevelse”. Med dette koncept pakkes alt fra det faglige program og forplejning til udsmykning og pauser ind i en festival-kontekst. Det blev afholdt i KADKs smukke auditorier, og programmet blev bygget op omkring forskellige alternative workshopformater som f.eks. forumteater, hvor typiske dilemmaer i mødet med gæsten udfordres og forsøges løst i fællesskab. I pauserne var deltagerne på ”festivalpladsen” – Det store fællesområde der var udsmykket til at afspejle festivalstemningen med madboder, plakater og finurlige indslag.
Resultat
Deltagerne blev hele dagen mødt af smilende eventkoordinatorelever og tjenerelever, der som led i deres uddannelse hjalp til med at få dagen til at flyde. Med et festivalarmbånd på håndleddet og en ’festivalplads’, der opfordrede til at møde hinanden i øjenhøjde, skabtes en unik og interessant konferenceoplevelse til stor glæde for NICE Project og deltagerne.