Hej Andreas,
Velkommen til Crone & Co! Vi har glædet os til, at du skulle starte og ser frem til at arbejde sammen med dig. Du får lige fem hurtige. Du ved, så er isen ligesom brudt, og så kan andre også lære dig bedre at kende.
Mange tak for velkomsten. Jeg glæder mig til at komme ind i det hele og ordentligt i gang.
Hvad i dit arbejdsliv gør dig helt vild i varmen?
Muligheden for at sammenfatte omfattende projekter i skarpe præsentationer gør mig ret vild i varmen. Samtidig er jeg meget glad for præsentationer, der ikke kun indeholder tekst, men også er visuelt stimulerende.
Hvornår har du sidst grinet så tårerne trillede – og af hvad?
Jeg er på det seneste blevet glad for at lytte til podcasts, og for nogle uger siden hørte jeg episoden ”Something Only I Can See” (This American Life). Episoden fortæller historien om en komiker og hendes svigermor. Svigermoren har fundet på en joke, der kun er sjov for hende selv, men hun griner til gengæld så meget, at det smitter helt enormt. Det er svært at forklare det rigtigt, men jeg vil anbefale alle at gå ind og lytte til den. Jeg sidder og smiler bare af at tænke på det igen.
Hvis du var en superhelt, hvem ville du så være og hvorfor?
Jeg ville i virkeligheden gerne have lidt fra dem alle sammen. Men hvis jeg skal vælge, ville jeg nok gerne være Batman. Han har ikke nogle overnaturlige evner, men til gengæld en masse seje gadgets og en rimelig OK fysik. Jeg elsker seje gadgets!
Hvad er dine ”Special Super Hero Skills”?
Jeg er god til at læse mennesker, og til at sætte mig i deres sted. Det synes jeg er en vigtig egenskab, der nogle gange godt kan gå lidt tabt i den hektiske hverdag. Jeg er også dygtig til at have nogenlunde orden i kaos. Min umiddelbare plan overholdes sjældent, men på en eller anden måde når jeg altid tingene alligevel.
Hvor og hvordan lader du bedst dine egne batterier op?
I hverdagen lader jeg bedst op derhjemme. Enten ved at spille et computerspil eller guitar. Begge aktiviteter giver mig mulighed for at løsrive mig helt fra virkeligheden, og sådan lader jeg bedst op igen. Den helt store opladning får jeg på rejser. Jeg elsker at rejse og ville i virkeligheden gerne gøre det meget mere!
Super, så er isen vist brudt, og ja tak til Batmans gadgets og hans fysik J Tak fordi du legede med og endnu en gang velkommen til – vi glæder os til at arbejde sammen med dig!