Julen står for døren, og det betyder, at 2017 så småt er ved at nå sin afslutning. Her hos Crone & Co har vi haft et begivenhedsrigt år, og vi når ikke at slappe meget af, før 2018 skydes i gang med et brag. Foråret byder på hele 3 store kongresser, som skal afvikles indenfor et par måneder, så vi i fuld gang med at geare op.
Allerførst står vi i februar over for afholdelsen af Big Science Business Forum 2018 – et projekt vi har fået lov til at være med til at starte op fra bunden i samarbejde med Styrelsen for Forskning & Uddannelse. Det er en stor glæde og ære for os at være med til at facilitere den første konference for big science organisationer og deres leverandører på europæisk grund nogensinde. Organisationer som CERN, ESA, ESO m.fl. vil være repræsenteret, og over 120 talere vil dele deres viden indenfor en lang række tekniske områder.
I marts måned bliver det tid til at afvikle Nordic First Aid – en helt ny konference for førstehjælpsinstruktører, som vi også har fået lov til at være med til at starte op fra bunden i samarbejde med Dansk Førstehjælpsråd, der er initiativtager til konferencen. Med fokus på både førstehjælpsteknik og formidling af livreddende førstehjælp lægger Nordic First Aid op til videndeling på tværs af faglige skel. Vi er meget glade for samarbejdet og glæder os til at gøre det til et brag af en konference.
Endelig afvikler vi i april EMS2018, som nu for tredje gang afholdes i København. Mange års fantastisk samarbejde med den Præhospitale Virksomhed – Akutberedskabet mærkes ved en gnidningsfri planlægningsfase af kongressen, som har fokus på forskning og videndeling inden for det akutte hospitalsområde. Vi ser frem til kongressen, som har en særlig plads hos os her hos Crone & Co.
Alt i alt er der meget at glæde sig til. Vi har en masse andre nye, spændende projekter, som er i gang, og som vi vil opdatere jer mere om løbende.
For nu – god jul og godt nytår!