Projekt:
Nordic First Aid 2018
Dansk Førstehjælpsråd
Baggrund
I samarbejde med Dansk Førstehjælpsråd udarbejdede og afviklede Crone & Co i foråret 2018 den første udgave af Nordic First Aid kongressen på Tivoli Hotel & Kongrescenter i København. Kongressen samlede forskere, instruktører, lærere og andre professionelle inden for førstehjælpsområdet. De overordnede emner for Nordic First Aid 2018 var førstehjælp, videndeling og didaktik, med det primære mål at styrke deltagernes faglige profil, introducere nye innovative perspektiver og inspirere til bedre og mere effektiv undervisning på førstehjælpsuddannelser verden over.
Løsning
Videndeling spillede en afgørende rolle for Nordic First Aid 2018. Ved at samle professionelle fra en lang række nationer introduceres mange forskellige perspektiver på de centrale emner, hvilket skabte en alsidig og tværfaglig platform for effektiv videndeling og læring fra deltagernes fagfæller. Gennem en lang række workshops, praktiske såvel som teoretiske, fik deltagerne udfordret og styrket deres viden.
Udstillingen var central i afviklingen af Nordic First Aid 2018, da den gav deltagerne mulighed for at komme i direkte kontakt med udviklerne af de produkter der konstant bruges i undervisningssituationer verden over. Udstillingen viste sig i høj grad at være en central del af oplevelsen, på lige fod med det akademiske program – I et felt drevet af praktiske kompetencer er det vitalt at kunne mødes og direkte lære af hinanden.
Crone & Co varetog den overordnede projektledelse og afvikling, herunder økonomi- og budgetstyring, PR-aktivitet, planlægning, sponsor- og udstilleraktivitet, koordinering med venue, frivillige, online eventmanagement-platform, mobilapp, website samt udvikling af visuel identitet og grafisk materiale.
Resultat
Nordic First Aid 2018 var den første af sin slags, og udfyldte herved et stort hul i faggruppen. Kongressen etablerede en platform for videndeling og nyudvikling, og evalueringer viste tydeligt at dette var et behov der endelig blev tilgodeset.
Mere end 450 deltagere fra 21 nationer deltog.
Nordic First Aid 2018 var en stor succes, og det blev derfor ved kongressens slutning annonceret at den ville vende tilbage i 2019 – igen med Crone & Co som PCO.